Et år ved fjorden – vinter på Bådsgård Vig Alpaca

Anden artikel i serien om livet med alpacaer – vinter

Vinteren på en alpaca­farm er sjældent helt stille – men i år, synes jeg, den har været mere krævende end normalt. Kulde, is og hård frost har været en fast del af hverdagen, og de fleste dage er startet kl 5.15 for at vi har kunnet nå rundt og slå is i stykker, inden vi tog på arbejde. Vinteren er den periode, hvor man bruger mest tid på pasning og nærmest ikke ser sine dyr i dagslys. Alligevel er vinteren også en tid, hvor man mærker, hvor robust en alpacaflok egentlig er – og hvor meget glæde der stadig kan være i det daglige arbejde med dyrene, også selvom det foregår med pandelampe og skridsikre såler.

Vand – vinterens store projekt
Noget af det, der virkelig har fyldt i vinterens hverdag, har været frosset drikkevand. Vi har desværre ikke mulighed for strøm i de fleste af vores folde, da de ligger langt fra stuehuset. Så vi har kigget misundeligt på alle de heldige alpacaejere, der har postet opslag vedrørende de bedste frostfrie drikkekar denne vinter.  Ofte har frosten været så hård, at der ikke har været andet at gøre end at slæbe vand ud til dyrene i spande og dunke flere gange dagligt. Det bliver hurtigt til mange ture frem og tilbage med trillebøren, og man når at tænke et par gange over, hvor luksuriøst rindende vand egentlig er. Heldigvis tager alpacaerne det hele ganske roligt. De står bare tålmodigt og venter, og når vandet endelig er frit, er der hurtigt kø ved murerbaljerne.

Forfrosne luksusdyr
Her på stedet synes vi jo, at surierne kan sammenlignes med bilverdenens Bentley eller Aston Martin; ekstremt luxuriøs og elegant, men lidt vanskeligere at vedligeholde. I denne vinter har vi for alvor kunnet mærke forskellen på de to racer. Huacayaernes tætte, krusede uld isolerer rigtig godt, men suriernes lange, silkebløde lokker giver ikke helt samme beskyttelse mod kulden og vinden. I de koldeste perioder har flere af vores suri-damer stået og rystet over hele kroppen, og de har derfor gået med dækken på. Det ser måske lidt underligt ud med alpacaer i overtøj, men det gør en stor forskel for dem. Og når vinden står ind fra fjorden, virker de ganske tilfredse med ekstra hjælp til at holde varmen.

Grovfoder som “centralvarme”
En anden vigtig del af vinterpasningen har været ekstra grovfoder. Alpacaer er drøvtyggere, og når mikroberne i vommen arbejder med at nedbryde fiberrigt foder, udvikles der varme. Der er størst varmeudvikling 6 timer efter fodring, så vi har forsøgt at aftenfodre omkring kl 18.00, så dyrene fik mest glæde af ”central-varmen” klokken 2.00 om natten, hvor det typisk er allerkoldest. Vi har brugt usædvanligt meget hø denne vinter, da jeg har haft et princip om, at der altid skulle være ad libitum adgang til godt hø. Udover at holde kropsvarmen har høet holdt dem beskæftiget de mange dage, hvor foldene har været begravet i sne. Vi har kun løsdriftsskure og mange dage har vi kunnet se i sneen, at de faktisk overhovedet ikke har forladt læskurene. På plussiden kan man sige, at der nu også er noget hyggeligt ved synet af en flok alpacaer, der ligger samlet og tygger drøv, i mens frosten ligger over markerne.

Gårdbutikken må vente lidt endnu
Hen over vinteren havde vi håbet at komme videre med arbejdet på vores kommende gårdbutik. Planen er at skabe en lille butik, hvor gæster kan købe garn, uld-sæbe og ulddyner, når de har været på alpacawalks. Kulden har dog gjort det svært at arbejde med maling, lægge gulv osv., Derudover venter vi stadig på en tilladelse fra Skive Kommune, så projektet har været nødt til at stå lidt stille hen over vinteren. Vi håber dog, at der snart kommer fremdrift igen, så vi kan komme videre med planerne.

Siden efterårsferien har vi haft lukket for alpaca-walks. Blæsten går jo frisk over Limfjorden og den gør det simpelthen mindre hyggeligt for både gæster og dyr at gå ved fjorden om vinteren, og derfor har vi valgt at give både os selv og gåtursdrengene en vinterpause. Pausen har vi blandt andet brugt på at få lavet en masse skilte, så folk kan finde alt fra parkering til oplysninger om de enkelte dyr. Vi har også omsider fået gang i vores egen hjemmeside. Det har været en hård fødsel, hvor jeg først selv forsøgte med en af de gratis hjemmesider. Resultatet blev dog mildest talt sølle og jeg måtte igen sande, at det godt kan betale sig at få fagfolk indover. Nu har vi en rigtig flot hjemmeside, som jeg håber folk vil besøge både inden og efter at de har været her. Mange har spurgt til muligheden for at spise, ligesom flere har efterspurgt shelters inde hos dyrene. Her gælder det igen om at kende sine begrænsninger; vi er en travl familie med fire børn og to karrierejobs, så i forhold til overnatning og bespisning må vi henvise til de professionelle i omegnen.

Et stille farvel
Vi ved, at flere kolleger har mistet dyr på grund af kulden denne vinter. Selvom vinteren generelt er gået nådigt her, har vi også måttet sige farvel til et af vores dyr. Vi måtte aflive Blanca, vores ene suri-hoppe, lige før jul. Hun var en ældre dame, som gennem længere tid havde haft en kræftsvulst i mundhulen, og på et tidspunkt syntes vi, at hun var blevet for afpillet at se på, selvom vi gjorde ALT for, at hun skulle tage på, og hun lå mest inde i halmen uden at gå med flokken ud. Hun var sådan en mønsterhoppe, der altid blev drægtig i første forsøg, malkede uden problemer og fravænnede store stærke føl. Hun var en af vores første fire hopper, som kom hertil fra Frankrig for snart fem år siden, hvilket gør det særligt trist at miste hende. Vi er taknemmelige for de fire fine føl, hun nåede at få her – to gåtursdrenge og to hopper. Hendes ”jordiske rester” kom til AU Viborg i Foulum, hvor de dyrlægestuderende fik mulighed for at blive klogere på alpacaens fysiologi og anatomi.

Alpaca nørderi
Vi har også brugt den mørke tid på at blive klogere på alpacaer. Jeg har været til mundtligt forsvar af Danmarks vist nok første veterinære alpacaspeciale på Københavns Universitet, samt et spændende virksomhedsbesøg hos ”vores” spinderi ”Det vilde spinderi” i Odsherred. Midt i vinteren havde vi også et spændende fagligt indslag på gården. I januar fik vi besøg af den internationale alpacadommer Jo Hilly Ridge Bridge fra England, som vurderede fem af vores dyr. Det er altid både lærerigt og inspirerende at få en erfaren alpaca-person udefra til at kigge på ens dyr og give feedback. Sådanne besøg giver nye perspektiver og gode samtaler om avl, uld og udviklingen i flokken. Nu begynder vi også at rette blikket mod en af årets store begivenheder: Dansk Lama og Alpacaforenings show i slutningen af marts, hvor vi deltager med fem dyr. Det er altid noget helt særligt at mødes med andre alpacaejere fra hele landet. Udover selve konkurrencen er det mindst lige så meget fællesskabet, snakken og udvekslingen af erfaringer, der gør showet til en god oplevelse. Vi glæder os meget til at deltage – og ikke mindst til at møde de mange andre engagerede alpacaejere.

Bortset fra tabet af Blanca er vi faktisk kommet godt gennem vinteren. Resten af flokken har klaret sig flot, alle er i godt huld og vi har ikke haft hverken syge eller svækkede dyr. Det er noget, man som dyreholder aldrig tager for givet. Nu ser vi frem mod længere dage, mildere temperaturer og en ny gåturs-sæson. Forhåbentlig med grønne marker, glade gæster – og rindende vand.