Det har været en travl sommer ved Limforden
I januar, hvor det var hundekoldt og jeg kørte frisk vand til foldene hele tiden, tænkte jeg meget på frostfri drikkekar og på hvor meget jeg glædede mig til sommer med dyr på grønne marker og walks ved fjorden på de lange lyse aftener. Og sådan har det da også set ud indimellem. Men sommeren er først og fremmest en sæson med mange forskellige arbejdsopgaver – og en begivenhed fylder mere end noget andet: der kommer føl.
Klipningen er en dag med højt tempo. Følsæsonen er det stik modsatte: Her består en stor del af arbejdet i at vente, holde øje og vente lidt mere. Vi har fået tre føl i år og desværre fik vi kun lov at beholde de to af dem. Den første fødsel gik fuldstændig problemfrit og efter bogen og vi fik et stort og stærkt brunt hoppeføl efter Nybo Tarkan i maj. Så var der en lang pause henover sommerferien og i slutningen af juli kom så et fint lille smilende hingsteføl efter Nybo Falcon. Og så ventede vi bare på den sidste fødsel. Og vi ventede. Og vi ventede.
Hoppen gik langt over den forventede termin, og vores tålmodighed blev efterhånden sat grundigt på prøve. Hver morgen begyndte med samme spørgsmål: Mon det bliver i dag? Hver gang hun lagde sig, gik lidt for sig selv eller bare så en anelse anderledes ud, steg forventningen. På dag 370 havde vi besøg af dyrlægen, som kunne konstatere at føllet lå rigtigt og at hoppen havde det fint. Der var derfor ikke umiddelbar grund til igangsættelse, og jeg blev da også pludselig usikker på, om jeg mon havde noteret datoen for bedækningen rigtigt – også selvom jeg ALTID tager billeder af bedækningen, fordi jeg ellers aldrig kan huske, hvilken hingst der kom på hvilken hoppe.
Vi skulle helt ud på dag 380, før der skete noget. Fødslen gik i gang fra morgenen af, og jeg fik aflyst alle møder i min arbejdskalender. Hoved og forben kom ud og så skete der bare ikke mere – føllet sad uhjælpeligt fast. Vi måtte derfor have gang i masser af bør-slim og til sidst fik min mand trukket en stor livløs kleppert på 12,4 kilo forsigtigt ud af en meget lille hoppe. Jeg havde altså skrevet rigtigt nok i drægtighedskalenderen. Hoppen havde masser af mælk, men føllet var meget svækket og kom aldrig på benene, selvom jeg malkede råmælk ud til ham hver 3 time. Da jeg kom ud kl. 2.00 om natten trak han desværre ikke vejret og hoppen lå bare ved siden af og kaldte på ham. Da satte jeg mig ned i halmen og tudbrølte. Nej, hvor blev jeg bare ked af det. Sådan et fint stort føl, som bare var blevet bagt for længe.
Hoppen havde det døde føl i 24 timer, hvorefter hun sørgede i fire dage, hvor hun bare gik og ledte efter ham, imens hun kaldte. Det var aldeles hjerteskærende og man når at tænke, at man aldrig vil have føl igen. Vi har efterfølgende ikke bedækket hende, da jeg ikke tør risikere et lignende forløb nogensinde igen. Om ikke andet, så har jeg i hvert fald lært, at der ikke er nogen, der får lov at gå så lang tid over igen og at det er SÅ vigtigt at være 110% sikker på bedækningsdatoen.
Generelt har vi ikke haft den store succes på føl-fronten. Alle vores suri-hopper var tomme og der var to huacaya-hopper, som også snød os og bare var fede. Nu har vi imidlertid taget vores nye unge surihingst Khalevi i brug, så forhåbentlig kommer der masser af suri-føl næste år. Hans debut var dog ikke uden udfordringer. Vi købte Khalevi i Tyskland for to år siden som føl og siden har han været en fast del af gåturs-holdet. Da vi trak ham ned til hopperne, troede han derfor, at han bare skulle en tur til fjorden og han havde da ingen planer om at involvere sig yderligere med alle de damer der stod og gloede på ham. Gode råd var dyre, og jeg gik på en af de internationale alpaca-grupper for at spørge om hjælp. En amerikansk dame foreslog, at jeg fandt en IPad frem og spillede lidt ”alpaca-porno” for ham, idet lyden af en parring ofte virker stimulerende. Som sagt så gjort. Hopperne reagerede på gurglelyden med det samme og lagde sig ned. Det fik så et lys til at gå op for Khalevi og så fangede han konceptet. Ugen efter og resten af sommeren har han ingen problemer haft med at forstå opgaven.
Som så mange andre startede vi for fem år siden ud med hopper af en lidt mere tvivlsom uld-kvalitet. Vi har denne sommer derfor investeret lidt i fire nye avlshopper; to suri og to huacaya, samt huacaya-bedækning udefra. Det kommer forhåbentlig til at betyde, at der kommer nogle spændende føl næste år. De to suri-hopper kom fra Polen i juni og til vores store overraskelse, var de ikke klippede ved ankomsten til Danmark. Da det er surier, som nemt kommer til at fryse om vinteren, turde vi ikke klippe dem så sent på sæsonen. Vi har derfor gjort et stort nummer ud af at der altid har været en fyldt hundepool til rådighed for dem, hvis de trængte til at blive kølet ned i varmen.
Vi er nu på seks surihopper, otte huacaya hopper, tre lamaer, tretten vallakker, to hingste og to føl. Min husbond mener, at grænsen er ved at være nået, men jeg kan simpelthen ikke komme i tanke om en eneste af dem, jeg kan undvære. Derfor udsætter vi lige det der med at sælge dyr lidt endnu. Det er jo fordelen ved, at der kun kom to nye føl. Så skal man ikke ud og finde gode hjem til dem i et marked, der er ved at være over-ophedet af alpacaer i alle afskygninger.
Vi var heldigvis hurtige til at få sendt ulden afsted i maj, så vi har allerede fået næsten al garnet tilbage. Vi sender ulden til Det Vilde Spinderi i Odsherred og har netop fået over 350 lækre nøgler retur. Det koster lidt mere at få spundet ulden i Danmark, men vi vil gerne lave 100% dansk garn og kunderne kvitterer også for det.
Vi har fået lavet garn fra både suri- og huacayaerne og fra lamaerne, og forskellene er tydelige. Huacayaens fiber giver et blødt og fyldigt garn, mens suriens lange, blanke lokker giver et mere glansfuldt udtryk. Lamagarnet har igen sit eget særpræg, dog ikke nødvendigvis på den gode eller bløde måde, så min mor er gået i gang med at hækle tasker af det. Det er under alle omstændigheder en stor tilfredsstillelse at stå med de færdige fed i hånden og nogle gange har jeg overhovedet ikke lyst til at sælge det – også selvom jeg slet ikke selv strikker.
I år har vi sendt al 2. sortering og det meste af hoppeulden til Alpax i Polen, hvor vi har fået lavet dyner, puder og juniordyner af den. Vores faste producent af alpacasæbe er desværre stoppet, så vi har måttet se os om efter en anden. Heldigvis var ”Sæbeværkstedet” på Sjælland klar på opgaven, og vi glæder os meget til samarbejdet. Vi har fået dyner og hovedpuder hjem, og dermed begynder gårdbutikken for alvor at tage form. Vi havde officiel åbning i midten af september, hvor rigtig mange lokale kom forbi og fik en snak på folden. Det har været så dejligt, at få garnet ud i butikken og også at kunne henvise til et kundetoilet i forbindelse med alpacawalks.
Nu går sommeren på hæld og gåturene bliver færre. Følsæsonen er ovre, bedækningerne er klaret og gårdbutikken bugner med garn, sæbe, dyner og keramik. Det har været et travlt år, hvor flokken er blevet udvidet og vi selv er endnu engang blevet meget klogere på disse facinerende dyr. Vi takker mange gange for at vi har fået lov at fortælle om årets gang her ved Limfjorden og giver stafetten videre til…
Endelig blev gårdbutikken indviet. Netop nu arbejder vi sammen med en virkelig dygtig lokal keramiker, som skal fremstille krus og skåle med alpacaer af ler fra Bådsgård Vig.
Vi har sponsoreret Ørslevkloster Idrætsforenings U12 fodboldhold, hvilket har givet meget spas i lokalsamfundet.
På et tidspunkt i juli blev det så varmt, at vi faktisk ikke kunne holde ud at gå ture midt på dagen. Jeg annoncerede derfor med solnedgangsture og de blev en kæmpe succes.
Vores største lama Morten er en stjerne. Han fandt ud af, at det er ret lækkert at gå i naboens majsmark, fordi det kilder så dejligt under maven. Vi har derfor investeret i de første rækker, som nu hedder Mortens majsmark.
Stakkels Lucky på dag 370. Hun fødte en meget stor dreng på dag 380, som desværre ikke klarede den.
