Tredje artikel i serien om livet med alpacaer – forår
Efter en lang og kold vinter med is i vandkar, et enormt forbrug af grovfoder og hvor vi stort set ikke så vores dyr i dagslys, var foråret længe ventet. Vi lagde ud med at deltage med seks dyr i det årlige DLAF show på Fyn. Det var som sædvanligt super hyggeligt at mærke den gode og hjælpsomme stemning, som altid hersker til showet. Bortset fra Messi, som er kastreret, blue-eyed-white og suri/huacaya mix og derfor nok må siges at have showets ringeste odds, klarede alle vores dyr sig rigtig flot og alle havde sløjfer med hjem. Det er selvfølgelig fedt, men jeg er faktisk mest stolt over, hvor flot og velopdraget de alle opførte sig både i og uden for ringen. Der var overhovedet ingen badutspring, kun rolige dyr, der høfligt gjorde, hvad de blev bedt om. Det tilskriver jeg ene og alene de teknikker, jeg lærte på efterårets Camelidynamics-kurser hos Alpati på Sjælland og ikke mindst hos Marty Magee i England. Jeg kan varmt anbefale alle at tage på kursus – uanset størrelsen på besætningen og hvad man bruger dyrene til.
Endelig fremgang i gårdbutikken
I vinterudgaven skrev jeg om vores planer om at etablere en lille gårdbutik. Dengang ventede vi stadig på de nødvendige tilladelser fra Skive Kommune, og projektet stod mere eller mindre stille. Heldigvis er der siden sket meget. Det har vist sig, at der er overraskende mange regler forbundet med at åbne en lille butik på landet. Både landzonetilladelse, byggetilladelse og diverse godkendelser skulle på plads, før vi kunne komme videre. Det har til tider føltes som et større papirarbejde end selve byggeriet.
Nu er vi dog nået så langt, at butikken næsten står færdig. Vi glæder os meget til at kunne tilbyde vores besøgende en lidt mere samlet oplevelse, hvor de kan tage et lille stykke af alpacafarmen med hjem. Og så bliver det også rart, at gæsterne ikke længere skal stå i vores private stue og kigge på garn eller låne familiens badeværelse.
Skilte, skilte og flere skilte
For os er foråret først og fremmest tiden, hvor vi gør klar til sommeren. En ting, vi har brugt meget tid på i foråret, er skiltning. Det lyder måske ikke særligt spændende, men det har faktisk vist sig at gøre en stor forskel for vores gæsters helhedsoplevelse. Vi har fået lavet bedre vejvisning ned til gården, skiltning til parkeringspladsen og forskellige informationsskilte rundt omkring på matriklen. Den største succes er dog uden tvivl vores medarbejderoversigt.
Her kan gæsterne møde alle alpacaerne allerede inden gåturen og læse små personbeskrivelser af hver enkelt. Nogle er nysgerrige, andre er forsigtige, nogle elsker at gå forrest, mens andre helst vil tage tingene i deres eget tempo. Det er blevet et virkelig godt redskab, når vi skal matche gæster med den rigtige alpaca. Nogle gange kan man næsten se på gæsterne, hvilken alpaca de kommer til at passe sammen med, allerede inden de har sagt et ord.
Årets “høstdag”
Den 7. maj var det tid til en af årets helt store begivenheder: klippedag. Marius fra Polen kom endnu en gang forbi, og i løbet af dagen fik vi klippet 27 alpacaer og 3 lamaer. Selvom vi efterhånden har prøvet det nogle gange, er det stadig en dag, hvor jeg vågner med lidt ondt i maven. Man krydser fingre for, at vejret arter sig, at ingen dyr bliver stressede, og at tidsplanen holder. Når først vi er i gang, udvikler dagen sig dog altid til en virkelig hyggelig event. På mange måder minder stemningen om høst på et landbrug. Alle hjælper til, tempoet er højt, og sidst på dagen er man både træt og tilfreds. Der bliver båret dyr, sorteret uld, fejet, ryddet op og spist kiks og chokolade for at holde blodsukkeret oppe.
Igen i år havde vi allieret os med tre studerende fra Dyrevidenskab på Aarhus Universitet. Deres hjælp var ganske enkelt uvurderlig. Det er en stor fordel at have ekstra hænder med, som samtidig har erfaring med dyr og forstår betydningen af god håndtering og dyrevelfærd.
Ny genetik på vej
Foråret er også tiden, hvor man planlægger fremtiden. Lige nu går vi og venter på fire nye hopper. To surier kommer hele vejen fra Polen i juni, mens to huacaya-hopper kommer fra Skovly Alpaca ved Tjele i august. Vi håber, at de nye damer kan bidrage positivt til vores avlsarbejde og være med til at løfte det avlsmæssige niveau i besætningen. Samtidig krydser vi fingre for, at sommeren også byder på tre nye føl. Vi havde nok egentlig håbet på lidt flere, men vi var desværre ikke så vedholdende med spyttests og omparringer i sommer, så det kan nok ikke blive til flere end tre.
For to år siden var vi i Tyskland for at hente vores suri-avlshingst Khalevi. Dengang var han blot en bette gut med masser af potentiale. Nu er han blevet gammel nok til at indgå i avlsarbejdet. Da vores tre suri-hopper desværre ikke blev drægtige sidste sommer, har Khalevi fået sin debut som avlshingst her i foråret. Han er normalt en blid og lidt forsigtig fyr, som sjældent gør meget væsen af sig. Han vidste da heller ikke helt hvad de der damer kunne bruges til, og han stod bare og kiggede på dem. Gode råd var dyre. Vi havde ingen erfarne avlshingste hjemme, som kunne have hjulpet ham på vej. Heldigvis havde jeg læst, at man kan afspille parringslyde, hvilket nogle gange kan få unge hingste ”i humør”. Så jeg fandt en alpaca-parring på YouTube og ganske rigtigt; de karakteristiske orgle-lyde fik Khalevi i den rette stemning og han forstod omsider opgaven. Så nu krydser vi fingre for, at hans indsats bærer frugt, og at vi næste år kan byde velkommen til de første suri-føl efter ham.
De nye hopper og forhåbentlig kommende føl betyder dog også, at vi efterhånden nærmer os et punkt, hvor vi bliver nødt til at overveje at sælge enkelte dyr. Det er en naturlig del af udviklingen, når en besætning vokser, men jeg må indrømme, at det ikke er noget, jeg ser særligt meget frem til. Når man arbejder med alpacaerne hver eneste dag, får man jo et tæt forhold til dem og min mand mener, at jeg kan komme på ufatteligt mange undskyldninger for, hvorfor hvert eneste af vores dyr umuligt kan flytte.
Efterhånden som flere og flere gæster finder vej til gården, har vi også brugt tid på at tænke over, hvad det egentlig er for et sted, vi gerne vil have. Vi er blevet enige om, at vi gerne vil holde fast i det nære og autentiske. Derfor har vi også besluttet, at butikken udelukkende skal sælge produkter fra vores egne dyr. Danskspundet garn, dansk-produceret sæbe og dyner skal kunne spores direkte tilbage til de alpacaer, gæsterne møder på folden. Vi kommer derfor ikke til at åbne café eller sælge uldsokker fra Peru og tilfældige alpaca-produkter fra Temu. Selvom efterspørgslen på alpacawalks fortsat stiger, og vi efterhånden har bookinger næsten hver weekend frem til august, forsøger vi stadig at huske os selv på, at det ER en hobby, som skal være sjov for både os og dyrene. Målet har aldrig været at bygge en stor turistattraktion. Hvis alpacaerne kan betale deres egen husleje, og driften kan gå i plus, så er vi tilfredse.
Derfor har vi også valgt, at mund-til-mund-metoden fortsat skal være vores vigtigste markedsføringsstrategi. Vi reklamerer på vores Facebook-side, og for at støtte den lokale fodboldklub har vi købt en bandereklame på stadion. Derudover er marketingbudgettet tæt på ikke-eksisterende. Til gengæld er investeringen i en professionel hjemmeside nok noget af det bedste, vi har gjort. Næsten dagligt oplever jeg, hvor rart det er at kunne henvise folk til en hjemmeside, der faktisk ser ordentlig ud og besvarer de fleste spørgsmål, inden gæsterne ankommer.
De nye gåtursdrenge er i træningslejr
En stor del af foråret går også med træning. I år arbejder vi med seks unge hanner fra sidste sommer – fire alpacaer og to lamaer – som forhåbentlig skal indgå i vores gåturshold senere på året. Det er altid spændende at følge udviklingen hos de unge dyr. Nogle tager hurtigt træningen til sig, mens andre lige skal bruge lidt ekstra tid på at finde ud af, at mennesker faktisk er ganske udmærkede at omgås.
Hvis alt går som planlagt, kommer vi denne sommer op på hele 18 gåtursdrenge. Det giver os mulighed for at tage imod en ny kundegruppe. Hvor det tidligere primært var familier og turister, der bookede ture, får vi nu flere og flere forespørgsler fra større grupper. Personaleture, firmaarrangementer og polterabender fylder mere og mere i kalenderen – ved polterabend har vi dog det krav, at vi er dagens første stop og at folk møder op 100% ædru af hensyn til dyrene.
Forår er forventning
Når jeg ser tilbage på foråret, er det især følelsen af forventning, der fylder. Butikken er næsten klar. Dyrene er klippet. Der er mere end 30 kilo garn og nye avlshopper er på vej. De unge dyr er under oplæring. Og forhåbentlig venter der både nye føl og mange glade gæster lige rundt om hjørnet. Så nu mangler vi bare, at sommeren finder vej til Limfjorden.
